Hovedsponsorer:
Kritisk nederlag til Sunds
11-12-2011 | Herre 1
Team Århus Floorball tabte lørdag den vigtige udekamp mod Sunds med 7-6 efter en kamp, hvor man i højere grad kan sige, at TÅF tabte kampen end, at Sunds vandt kampen.

Team Århus Floorballs ligaherrer led et nyt nederlag på udebane mod Sunds Seahawks, der efter tres minutter kunne trække sig tilbage med en 7-6 sejr efter en kamp, hvor der ellers var TÅF dominans i størsteparten af kampen.

Atter engang viste TÅF sig desværre som sin egen værste fjende via en række uprovokerede personlige fejl, der førte til direkte oplæg til Sunds-scoringer - samt en manglende skarphed i i afslutningerne, der betød, at en gigantisk sejr i skud-statistikken ikke kunne bruges til noget som helst. Sunds derimod viste skarphed og straffede TÅF's fejl.

Allerede efter 45 sekunder kom den første uprovokerede fejl som direkte oplæg til Sunds-føring 1-0, og selvom TÅF i første periode viste noget af det bedste pasningsspil gennem sæsonen og vandt skudstatistikken med hele 23-6, så viste måltavlen 3-3 efter første periode efter yderligere to store defensive fejl. Morten "Junior" Larsen, Christoffer Pahle og Anders Kristensen stod bag de århusianske mål

Anden periode startede med desværre med endnu en TÅF-brøler efter halvandet minut, og dette ramte holdet mentalt, og Sunds blev budt på langt flere chancer i anden periode - stadig kendetegnende ved, at det ikke var midtjyderne der spillede sig til chancerne, men TÅF der bød på fejlpasninger i midtzonen.

Sunds kom også på 5-3 efter et boldtab og en ripost - og TÅF skulle være tilfredse med, at Christian Bendtsen kunne reducere til 5-4 i periodens afslutning.

Sidste periode fortsatte med samme billede af TÅF, som det spilstyrende hold - men Sunds var kyniske og udnyttede to boldtab i midtzonen til at gå på 7-4, og derfra toppede TÅF-træner Jens Hagbarth på otte markspillere - og skiftede Casper Theilgaard ind i stedet for Morten Svane i målet.

Dette betød et massivt pres på Sunds-målet, hvor Simon Welsyng diskede op med flere store redninger, inden Morten "Junior" Larsen med otte minutter igen kunne reducere til 7-5. Sunds havde 2-3 gode kontrachancer kampen ud - mens TÅF lagde et voldsomt tryk og skabte mange chancer.

Vi skulle dog hen til et minut før tid, før Anders Kristensen kunne reducere til 7-6, og det sidste minut skabte 4 store TÅF-chancer sluttende med Rasmus Adamsens skud på indersiden af stolpen med 10 sekunder igen. Men de sidste marginaler var mod TÅF, der dermed blev straffet for de personlige fejl igen.

TÅF's points blev lavet af:

Anders Kristensen: 2 + 0
Morten "Junior" Larsen: 2 + 0
Christian Bendtsen: 1 + 1
Lasse Rolighed Olesen: 0 + 2
Christoffer Pahle: 1 + 0
Morten Mølby: 0 + 1

Sportschef Jens Ørhøj udtalte:

- Kampen er vel et meget godt billede på vores sæson hidtil. Jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi var det bedste hold på banen mand-for-mand og ud fra en normal vurdering af spillemæssige kvaliteter. Men vi giver ganske enkelt alt for nemme mål væk, mens vi arbejder meget hårdere for vores scoringer.

Minimum fire af Sunds' mål er kæmpe foræringer, og det er der ganske enkelt ikke råd til, når man vil vinde kampe. Vores spillemæssige topniveau er højt, men vi får nogle udfald, der vel samlet henover sæsonen har kostet over 10 points i tabellen, som vi nærmest har serveret til vores konkurrenter.

Det er fortsat mit klare mål, at vi skal være et spilstyrende floorballhold, og jeg tror fortsat, at vores mulighed for at være med, hvor det er sjovt til foråret er gode, men vi har absolut et hårdt stykke arbejde foran os.



Øvrige sponsorer: