Lørdag danner NRGi Park, Store Hal rammen om to meget svære opgaver for Team Århus Floorball – modstanderne for såvel ligadamerne som ligaherrerne Frederikshavn Bulldogs – en historisk magtfaktor i dansk floorball.
På damesiden er Frederikshavn Bulldogs regerende dobbelte danske mestre, og holdet har været suveræne i Danmark de seneste år. Også i denne sæson er Bulldogs kommet godt fra land med to sikre i de to første kampe, mens TÅF indtil videre har lidt et smalt nederlag til ÅFS Floorball – samt vundet uden kamp over Brønderslev.
De to hold tørnede sammen i pokalturneringen for knap en måned siden, hvor Bulldogs vandt 3-1, og der er ingen tvivl om, at Bulldogs står som favoritter – men TÅF vil jagte overraskelsen, ingen tvivl om dette.
Efterfølgende er der lagt op til topopgør hos herrerne. Bulldogs har åbnet sæsonen med 6 sejre i 6 kampe – den ene dog i overtid over AaB – mens TÅF står med 4 sejre efter 4 kampe. Med en sejr kan Bulldogs konsolidere førstepladsen, mens TÅF kan fastholde status med maksimumpoints og fastholde forspringet til de nærmeste bejlere Kvissel og AaB, der tørner sammen i weekenden.
Det er samtidigt et opgør mellem de to største leverandører til den danske VM-trup. Bulldogs er med fire spillere stærkest repræsenteret, mens TÅF med Henrik Engelsen, Lars Skytte og Lasse Rolighed følger lige efter. I sidste weekends landskampe var netop Lasse Rolighed sammen med Bulldogs’ Mathias Christoffersen og Niklas Juul en farlig angrebskæde for Danmark – lørdag håber vi på, at succesen alene følger Rolighed.
TÅF-træner Thomas Turpeinen kan igen mønstre alle spillere – dermed også den tidligere Bulldogs-spiller Rasmus Adamsen, der efter studietur til New York igen var tilbage, da TÅF onsdag besejrede Svenstrup 10-0.
Kampene spilles i NRGi Park, Store Hal lørdag den 13. november med kampstart kl. 12.30 og 15.00.



Nyheder for hold





